Handicap i kortbaneløbet foregår med samlet start af holdene - dog således, at de stærkeste hold startes med nogle sekunders forsinkelse. Resultatet kræver efterfølgende INGEN korrektion, og første hold i mål vinder. Først findes holdets aldersgennemsnit, som bestemmer, hvilken alderskategori, holdet hører til. Derefter findes den forventede rotid for aldersgruppe og bådtype. Har to hold 7 sekunders forskel i forventet rotid, startes det langsomste hold ved tiden 0 på kommandoen "ATTENTION - GO", hvorefter starteren fortsætter med at tælle sekunderne højt: 1 - 2 - 3 - 4 - 5 - 6 - 7 - 8 - 9 - osv, og det andet hold starter selv på tiden "7". Tyvstarter et hold ved en forskudt start, er man omgående diskvalificeret! De allerede startede hold bliver ikke kaldt tilbage til en omstart. Bemærk: for ikke at distrahere de øvrige hold, har starteren ikke tid til at forkynde diskvalifikationen midt i startproceduren. Man får altså først besked om diskvalifikationen, når løbet er afsluttet (sidste båd er over målstregen). Senest når holdene lines op til start, får hvert hold besked om, hvilken tid, de skal starte ved. Og det skal de selv huske! Starteren kan ikke både tælle højt - og pege på hvert enkelt hold, når det er tid. |